Skip to content

EU’s kommende 7-årige budget

16. oktober 2026
Niels Eriksen
⏐ Medlem af Koordinationsgruppen i Nej til EU

Fra 2028 skal EU have et nyt budget. Det budget skal frem til 2034 danne ramme for, hvordan EU vil bruge de penge de vil krasse ind fra landene og EU-landenes borgere.

Det budget skal gælde til og med 2034.

Det er også fra nu af, at det også i offentligheden, bliver mere tydeligt hvilke modsætninger og interesser der gør sig gældende i forbindelse med forhandlingerne om både størrelsen af budgettet, og hvad pengene skal bruges til.

EU-kommissionens budgetforslag

I juli 2025 fremsatte EU-kommissionen sit budgetforslag. I EU er det jo sådan at Kommissionen har eneret i forhold til at fremsætte lovforslag. Og budgettet er en EU-lov.

Det samlede budget for den næste 7-årsperiode vil beløbe sig til i alt 2 billioner euro. De 2 billioner udgør 1,26% af EU-landenes samlede bruttonationalindkomst (BNI). Det nuværende EU-budget er på 1,2 billioner euro, og det udgør ca. 1% af EU-landenes BNI.

Så det er en ret markant forøgelse af EU’s budget Kommissionen er ude og forslå.

Måden som Kommissionen forestiller sig at pengene skal prioriteres, er på den ene side traditionel, hvor regional- og landbrugsstøtten stadig fylder meget. 44% af budgettet skal gå til landbrug og EU-landenes udsatte regioner.

På den anden side, er der også nogle væsentlige nyheder. Kommissionen forstiller sig, at der bl.a. skal oprettes en EU-fond der skal arbejde for en styrkelse af konkurrenceevnen. Den fond skal lægge beslag på 21% af budgettet. Det handler lidt forsimplet om EU-områdets teknologiske og industrielle konkurrenceevne i forhold til USA og Kina.

Nyskabelser i finansieringen af det kommende budget

Langt hovedparten af penge som udgør EU’s budget vil også med EU-kommissionens nye budgetforslag komme ind via EU-landenes medlemsbidrag. Og så kommer der også en mindre del via en andel af den told og moms der kommer ind via handelen.

Men nu har kommissionen foreslået 5 nye ”egne indtægter” (EU-indtægtskilder).

Sagt mere klart, Kommissionen vil gerne indføre egentlige EU-skatter og -afgifter. Det er for følgende områder:

  • EU’s emissionshandelssystem
  • Kulstofgrænsetilpasningsmekanismer
  • Ikke-indsamlet elektronikaffald
  • Punktafgifter på tobak
  • Bidrag fra store virksomheder, der opererer på det indre marked

Kommissionen forventer at disse skatter/afgifter vil give en indtægt til EU på ca. 58,5 mia. euro om året.

Det svarer ca. til 20% af EU’s budget, hvis EU-kommissionens budgetforslag vedtages.

Historisk har Kommissionen og EU-parlamentet altid haft en stor interesse i at få skabt egentlige EU-skatter og -afgifter. Så derfor giver Kommissionens aktuelle 5 nye forslag god mening.

Forklaringen på dette fokus er ideologisk. Egentlige EU-skatter m.m. understreger EU’s status som en egentlig føderal stat. Men samtidig skal man også se forslaget om disse EU-skatter som et forsøg på at give særligt EU-kommissionen og EU-parlamentet en stærkere magt over fordelingen af pengene i EU-budgettet på bekostning af medlemsstaternes politiske organer.

Eksempelvis understreger Kommissionen, at 58,5 mia. euro bl.a. skal gå til langsigtede prioriteringer indenfor digital udvikling, forsvar og rene teknologier. I forlængelse heraf foreslår Kommissionen også, at det skal være muligt i fremtiden at bevillige lån til medlemslandenes strategiske investeringer med sikkerhed direkte i EU-budgettet.

Medlemsstaternes positioner i forhold til det fremtidige budget

Det digitale nyhedsmedie ”Altinget” har bl.a. i deres EU-nyhedsbrev fra den 12. oktober 26 og i en artikel den 15. oktober 26 ””En total fiasko”: Kampen om EU’s fremtidsbudget bliver op ad bakke for Danmarks sparebande”, sat fokus på den politiske kamp om det fremtidige EU-budget, herunder de forskellige landes positioner.

Situationen for Danmark er, at i det nuværende budget betaler Danmark 26 mia. kr. om året og lidt under halvdelen ”kommer tilbage” som primært EU-landbrugsstøtte. Hvis EU-kommissionens budgetforslag vedtages, så vil det danske EU-bidrag stige til ca. 40 mia. kr. om året. Måske kan beløbet i sidste ende være endnu større.

Den irske regering, Irland er det nuværende formandskabsland, kom i uge 42 med et ændringsforslag til Kommissionens budgetforslag der skærer 141 mia. euro ud af EU-kommissionens 2 billioner-forslag.

Der hvor irerne vil finde de 141 mia. er ved at skære primært i den del af budgettet der skal gå til forskning, innovation, FUSP og immigration. Omvendt så holder de fast i landbrugsstøtten og til regionalstøtten.

Den dansk regerings position er, at den budgetudvikling ikke er acceptabel. Hverken EU-kommissionens oprindelige forslag eller det irske ”kompromisforslag”.

Den danske regering er derfor gået sammen med primært de EU-lande, der er de største nettobidragsydere til EU-budgettet. Dvs. de lande der får mindst tilbage fra EU-kassen i forhold til det de betaler til EU-kassen.

Det drejer sig bl.a. om Nederlandene, Tyskland og Sverige. Denne gruppe lande ønsker sig drastiske besparelser på det kommende EU-budget.

Derfor er Kommissionens oprindelige budgetforslag uacceptabelt. Det samme gælder for den irske regerings forslag, både fordi irernes reduktion i Kommissionens udspil er alt for lille, men også fordi den irske regering freder EU-landbrugsstøtten og strukturfondsmidlerne (støtten til de fattige regioner i EU). Og omvendt henter irerne besparelsen på en reduktion af det beløb der skal gå til innovation og styrkelse af konkurrenceevnen.

Omvendt så er der en række øst- og sydeuropæiske lande, der er stærkt utilfredse med EU-kommissions budgetforslag, fordi landbrugs- og stukturfondsstøtten bliver ”reduceret” til kun at udgøre 44% af det samlede EU-budget. De lande vil have at landbrugs- og strukturstøtten skal vokse i absolutte antal euro, så de to puljer kommer op og udgør halvdelen af det næste EU-budget.

Frankrig udgør pt. et helt særligt selvstændigt problem i forhandlingerne om EU-budgettet. Den nuværende franske regering (og præsident Macron) har krævet at Frankrig får en reduktion i sit EU-bidrag i fremtiden. Årsagen er først og fremmest at den franske statsgæld er eksploderet, og er reelt ved at være ude af kontrol.

Samtidig skal der også være fransk præsidentvalg til næste år, og det er ikke urealistisk at den næste præsident hedder Marine Le Pen, og hun har ”lovet” at hun egenhændigt vil skære voldsomt i Frankrigs EU-bidrag, og så bruge de sparede penge på at afdrage på den franske statsgæld.

Hvis Frankrig gør alvor af dette, så kan det for budgetforhandlingerne til at eksplodere, for alvor. Tænk bl.a. på hvad en tysk regering, der er presset af AFD, vil gøre efterfølgende!

Derfor har Formanden for Det europæiske råd (stats- og regeringscheferne) Antonio Costa et mål om, at der skal være landet et nyt 7-årigt EU-budget ved udgangen af 2026.

Vide mere:

EU-budgettet for 2028-2034 – Europa-Kommissionen

Kampen om EU’s fremtidsbudget bliver op ad bakke for Danmarks sparebande – Altinget

Le Pen truer med at tilbageholde milliarder i EU-bidrag | EU | DR

Dette er en blog, og indlægget er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Back To Top