Der er brug for en bred, demokratisk EU-modstand i Danmark
Siden Danmark blev medlem af EF/EU, i 1973 er udviklingen kun gået én vej. Mere og mere magt i
EU.
I dag har EU antaget en lang række karakteristika, som normalt forbindes med en stat. Det
gælder egen møntfod, et selvstændigt politisk system med forrang for medlemslandenes
lovgivning, eget flag, centralbank, ydre grænser og politiske poster, der repræsenterer EU ud ad til,
som svarer til præsident og udenrigsminister.
I dag bestemmer EU enormt meget i Danmark. Både direkte via lovgivning, som tilsidesætter
danske love, indirekte ved at forhindre os i at gennemføre lovgivning eller domme fra EU-
domstolen, som ændrer og tilsidesætter danske regler og praksisser. Det gælder både i forhold l
vores arbejdsmarkedsmodel, velfærd, miljøpolitik og erhvervsliv.
Danmark har overført sin suverænitet på en lang række områder, og hver gang EU bestemmer nye
ting eller ændrer sine regler fra enstemmighed til flertalsafgørelser, så bliver vi ikke længere spurgt
ved folkeafstemninger.
EU flytter beslutningerne længere og længere væk fra almindelige menneskers indflydelse. Der er
stort set ingen demokratisk kontrol og ingen fælles demokratisk offentlighed på tværs af EU’s
medlemslande. EU’s Lissabon-traktat, der fungerer som unionens grundlov, bestemmer både,
hvilken politisk retning, som EU skal bevæge sig i, samt at målet er stadig tættere union.
Det sidste ser vi med al tydelighed i disse år, hvor krigen i Ukraine og udviklingen i USA bliver brugt
til at sætte fuld fart på endnu mere EU med en militær og sikkerhedspolitisk opbygning og endnu
mere centralisering af et EU med et endnu større budget betalt af skatteborgerne i
medlemslandene, ligesom konkurrencen fra især Kina bruges til at fjerne erhvervs- og
miljøregulering og underminere vores aftalemodel på arbejdsmarkedet, senest med forslaget om
det 28. regime/EU INC.
Alligevel er EU-debatten herhjemme næsten forstummet både i de etablerede partier, i medierne
og i den brede offentlighed. Det vil vi ændre på.
Derfor dannes den nye forening Nej til EU. Vi vil sætte EU’s udvikling til debat og rejse spørgsmålet,
hvornår er nok nok? Hvordan får vi genrejst vores demokrati og taget selvbestemmelsen tilbage fra
Bruxelles?
Vi går ind for en dansk udmeldelse af EU og et styrket nordisk samarbejde med respekt for
medlemslandenes velfærds- og arbejdsmarkedsmodeller, et globalt udsyn og samarbejde og
samhandel med EU såvel som resten af verden.
Det er ikke en selvfølge, at EU skal bestemme mere og mere. Den debat er nødvendig og vigtig, og
vi i Nej til EU påtager os at rejse den!
