“Sammen for tryg kollektiv transport” er et initiativ, der blev taget i Region Midtjylland i dette forår. I centrum står kravet om, at Region Midtjylland hjemtager al kollektiv trafik fra private udbydere og i stedet driver det i offentlig regi.
Baggrunden for initiativet er den alenlange række af alvorlige problemer, som vi ser i den kollektive trafik, når den bliver lagt ud til privat profitmaksimering. Busser der ikke er vedligeholdt og derfor farlige at køre med. Dårlige arbejdsvilkår for chaufførerne. Utryghed for passagererne. Og når chaufførerne gør opmærksom på de rådne og helt uacceptable forhold, så bliver de fyret.
For nylig havde “Sammen for tryg kollektiv transport” inviteret til debatmøde om sagen. I panelet sad formanden for Midttrafik, SF’eren Claus Leick. Og Leick var meget ked af alle de dårlige sager.
Men han blev ved med at gentage sig selv:
– Vi kan ikke hjemtage den kollektive transport.
– Vi er forpligtet til at lade det firma, der tilbyder den laveste pris, få udbuddet.
– Vi må ikke lave udbudsregler, der ser væk fra kapitalfonde eller kriminelle og useriøse firmaer, der blander sig i branchen.
EU begrænser muligheder
Hvad Claus Leick dog aldrig fik sagt, er, at ondets rod i meget høj grad er at finde i EU-lovgivningen. EU’s såkaldte udbudsdirektiv, som Danmark er forpligtet af gennem det indre marked, dikterer, at offentlige opgaver over en vis størrelse skal i udbud. Kommuner og regioner kan opstille en række krav, der skal opfyldes. Men herefter er det den billigste udbyder, der får opgaven.
Dette er et kæmpe problem, ikke kun i den kollektive transport, men i alle brancher inden for kollektiv velfærdsservice.
Men EU’s direktiver er ikke en naturlov, der er faldet ned fra himlen og aldrig kan ændres. Kollektiv trafik og alle andre offentlige velfærdsopgaver kan trækkes tilbage fra markedskræfternes hærgen.
Som Jakob Lykke, formanden for 3F Esbjerg, der også deltog i debatpanelet den aften, sagde det:
– Se på, hvad de gør i Storbritannien. De har meldt sig ud af EU, og de er i fuld gang med at afprivatisere inden for en lang række områder.
Og dér sætter Lykke fingeren på en meget interessant sammenhæng.
For Storbritannien blev udmeldt af EU i 2020. Det skete, efter at en folkeafstemning i 2016 havde vist et flertal i befolkningen for udtræden.
Efterfølgende har vi fået tudet ørerne fulde med forfærdelige historier om, hvor stor en tragedie brexit er for den almindelige englænder.
Men udtræden af EU giver en række friheder, og dem har englænderne gjort brug af.
Afprivatisering
Vidste du, at der efter brexit er sket en kraftig opblomstring af strejkebevægelsen i Storbritannien? Nye grupper træder ind på scenen og tilkæmper sig nye rettigheder og højere løn.
Vidste du, at det britiske parlament har vedtaget en ny historisk jernbanelov, som skal trække al jernbanedrift tilbage i offentlig regi under det nye statslige selskab Great British Railways? Det er en proces, som er i fuld gang lige nu, efterhånden som kontrakterne med private firmaer udløber. Og den skal være færdiggjort inden udgangen af 2027.
Også inden for andre dele af den kollektive trafik samt inden for gas- og el-sektoren er tilbagerulningen af privatiseringerne i fuld gang.
Og for få dage siden meddelte den nye premierminister og Labour-formand Andy Burnham, at han er klar til at tilbagerulle privatiseringen af den britiske vandforsyning. Ligeledes varsler han indgreb over for de spekulanter, der hærger i boligsektoren.
Andy Burnham er tidligere borgmester i Manchester. Hér har han stået i spidsen for den mest omfattende afprivatisering i Storbritannien.
Som den første region i England blev 40 års privatisering af hele busdriften rullet tilbage. Og resultatet har været en kraftig stigning i antallet af passagerer, billigere billetter og “busser til tiden”.
Så det er altså muligt at gå en anden vej.
Der ulmer et oprør i en række europæiske lande. Vi kan hente så meget inspiration og gejst herfra. Lad os bruge energi på det!