Handel og turisme mellem EU og Cuba lider under USA’s blokade. Hvad gør EU ved det? Onsdag den 28. oktober skal FN’s Generalforsamling stemme om blokaden for 34. gang.
De 27 EU-lande er samlet set Cubas største handelspartner. Men samhandel mellem EU og Cuba går tilbage: Fra 2023 til og med 2025 faldt eksporten til Cuba fra EU fra 1,6 milliarder euro til 1,3 milliarder, mens EU-landenes import var stabil på cirka 0,3 milliarder.
Samhandel med EU udgør cirka en tredjedel af Cubas udenrigshandel.
Cubas handelsbalance med EU er negativ som det fremgår, men skævheden opvejes til dels med betydelig europæisk turisme til Cuba. En turisme der dog er styrtdykket på det seneste.
EU-turisme til Cuba var i 2018 på omkring 700.000 turister, mens den i første halvdel af 2026 ligger på under 100.000 turister.
Handel og turisme mellem EU og Cuba er hårdt ramt af USA’s blokade og ikke mindst de stramninger, som er kommet med Trump som USA’s præsident.
Lige nu er 7000 containere – mange af dem fra Europa til Cuba – blevet losset nærmest vilkårligt i havne i Caribien, fordi store internationale rederier – på grund af Trumps 1. maj-dekret – ikke tør lægge til i Cuba og losse containerne der.
Per Clausens spørgsmål til EU-Kommissionen
”Det er jo endnu et tegn på, hvordan USA’s sanktioner er så ødelæggende”, skriver Per Clausen, som er valgt til EU-parlamentet for Enhedslisten, til Arbejderen.
Per Clausen har med spørgsmål til EU-kommissionen prøvet at finde ud af, hvordan EU – eller om EU beskytter sit erhvervslivs økonomiske interesser mod konsekvenserne af USA’s blokade mod Cuba.
EU-Kommissionen slår i sit svar fast:
“Kommissionen har konsekvent fastholdt, at den ekstraterritoriale anvendelse af sekundære sanktioner er uforenelig med folkeretten, og at USA’s “ekstraterritoriale sanktioner over for Cuba bør være omfattet af EU’s tilsagn om at beskytte lovlig handel og lovlige investeringer”.
Kommissionen henviser i sit svar til Per Clausen til EU’s såkaldte Blocking Statute (EU 2271/96), som ifølge Kommissionen selv allerede beskytter “EU-erhvervsdrivende ved at forbyde overholdelse af denne bekendtgørelse” (med henvisning til Trumps dekret af 1. maj i år – som baserer sig på Helms-Burton-loven fra 1996).
Så det ser ud til, at EU-kommissionen mener, at den varetager EU-borgeres og erhvervslivets interesser.
På trods af faldet i EU’s eksport til Cuba og eksemplet med, at store europæiske rederier har ‘dumpet’ tusindvis af containere i Cubas nabolande i stedet for at losse dem i Cuba som aftalt, så vil EU ikke vurdere hvilke tab der er tale om:
”Kommissionen har ikke adgang til data på virksomhedsniveau, som ville gøre det muligt at foretage et skøn over tabt indkomst”, skriver man til Per Clausen – med en tilføjelse om, at en sådan vurdering ville vanskeliggøres yderligere af ukendskab til, hvordan handel og anden økonomisk samvirke mellem EU og Cuba ville have været uden USA’s blokade og Trumps dekreter.
Cuba har tallene
Men Cubas virkelighed dokumenterer store tab.
Flyselskaber som (det spanske, red.) Iberia og (det franske, red.) Air France/KLM har stoppet flyvninger til Cuba på grund af USA’s olieblokade, der medfører, at internationale fly ikke kan tanke brændstof i Cuba. Det har medført dramatiske fald i antallet af turister.
De to store spanske hotelkæder Melia og Iberostar har efterfølgende stoppet driften af snesevis at deres store hoteller i Cuba.
I sin rapport til FN om konsekvenserne af USA’s blokade oplyser Cubas regering, at landets tab på international turisme beløber sig til 2.093.914.700 dollars. Der er næppe tvivl om, at de cubanske myndigheder kan levere tal for, hvor stor en del af dette tab, der berører turister fra EU-lande samt flyselskaber og hotelkæder fra Europa.
Eksemplerne på, at EU’s Blocking Statute ikke sikrer EU-borgeres og virksomheders interesser står nærmest i kø.
Dansk-Cubansk Forening oplyser, at danske rederier nu siger nej til at transportere containere til Cuba, hvilket DSV, Blue Water og Maersk ellers gjorde for et par år siden.
Foreningen oplever, at banker er frygtsomme og afviser at overføre penge til Cuba – selv banale overførsler i Europa er komplicerede.
Trump har sat Cuba på sin liste over lande, der støtter terrorisme, og selvom det ikke er en international anerkendt liste, så medfører den, at banker enten helt afviser transaktioner, der har med Cuba at gøre eller, er ekstremt bureaukratiske under behandlingen. En række europæiske banker har fået store bøder ved domstole i USA for at servicere Cuba.
Danske turister i Cuba oplever, at deres Visa og Mastercard ikke længere kan bruges i Cuba.
For nogle år siden indledte EU-Kommissionen en undersøgelse af, om den nævnte Blocking Statute opfylder målet om at beskytte det europæiske erhvervslivs interesser i forhold til Cuba. Der er endnu ikke udsendt nogen konklusion, men virkeligheden viser, at det gør den ikke i praksis.
Kamp om blokaden i FN
På den politiske front har EU stået fast og støttet Cubas krav om ophævelse af blokaden.
33 år i træk har FN’s Generalforsamling haft USA’s blokade mod Cuba på dagsordenen, og medlemslandene har stemt om en cubansk resolution, der påpeger ”nødvendigheden af at afslutte blokaden mod Cuba”.
Alle årene siden 1993 er denne resolution vedtaget med stort flertal – grænsende til enstemmighed. Og alle årene med EU-landenes støtte og stemmer.
Typisk har cirka 185 lande stemt for resolutionen og 2 imod; nemlig USA og Israel, mens en håndfuld lande har undladt at stemme. Under præsident Barack Obama undlod USA et år endog at stemme – det år var der ikke nogen stemmer imod Cubas resolution.
Dog ophørte EU’s enighed om at stemme for Cubas resolution sidste år, hvor Ungarn stemte imod sammen med USA og Israel, mens fem andre EU-lande undlod at stemme (De tre baltiske lande samt Tjekkiet og Rumænien).
I 2025 var der således 165 lande, der stemte for Cubas resolution, 7 lande stemte imod, og i alt 12 lande undlod at stemme.
USA lægger i år voldsomt pres på alle lande i et forsøg på at afværge det traditionelle nederlag ved FN’s Generalforsamling.
Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez har i New York i flere omgange afsløret USA’s pression og samtidig appelleret til landene om at stå fast og stemme for ophævelse af USA’s blokade – idet udenrigsministeren påpeger, at blokaden ikke er en bilateral konflikt mellem USA og Cuba.
USA kan – påpeger Bruno Rodriguez – når som helst vælge at udsætte andre lande, der ikke bøjer nakken for USA’s ønsker, for en lignende blokade og økonomisk straf.
Cubas FN-ambassadør Ernesto Soberon Guzman har ligeledes fordømt USA’s pression ved et møde i FN’s hovedkvarter.
Har tidligere været bragt i Arbejderen
