Skip to content

Nej til EU – En ny landsdækkende forening vil forsøge at samle den danske EU-modstand

Jakob Lindblom. Privatfoto.
2. oktober 2026
Jonas Neivelt, Solidaritet

Lørdag 19. september blev den ny forening Nej Til EU dannet ved et stiftende møde i Aarhus. Med frivillig arbejdskraft og et tværpolitisk program vil foreningen nu forsøge at samle EU-modstanden i Danmark. Solidaritet har talt med initiativtager Jakob Lindblom.

En ny organisation vil samle modstanden mod EU i Danmark. Foreningen Nej Til EU vil samle den danske EU-modstand – som blev hjemløs ved Folkebevægelsen mod EU’s konkurs – og danne et landsdækkende netværk, der kan udfordre EU’s voksende indflydelse og arbejde for dansk udmeldelse.

”Vi synes, at udviklingen i EU går så stærkt mod en egentlig statsdannelse, at vi som land er nødt til at tage debatten, om det er den vej, vi vil gå,” siger Jakob Lindblom, som er en af initiativtagerne til foreningen, til Solidaritet.

Han peger på, at arbejderklassen efter hans opfattelse er underrepræsenteret i EU’s beslutningsprocesser, og at det blandt andet kommer til udtryk i lovgivningen om miljø og arbejdstagerrettigheder.

Jakob Lindblom mener videre, at foreningen skal fungere som en form for beredskab, hvis der fx skal være en folkeafstemning om en ny EU-traktat eller om at afskaffe et af de danske forbehold, så der kan være en aktiv nej-kampagne.

Vil samle EU-modstanden på tværs af partier

Lindblom fortæller, at Nej til EU har spænder bredt. I opstartsfasen har der primært deltaget tidligere medlemmer fra Folkebevægelsen mod EU. Det gælder både fra Enhedslisten og kommunistiske partier samt Retsforbundet, SF og De Radikale. Omtrent halvdelen af deltagerne på det stiftende møde var efter hans vurdering ikke medlem af et politisk parti.

Foreningen har vedtaget et tværpolitisk program og ønsker at samarbejde med bevægelser, der bliver berørt af EU’s politik.

”Vi vil gerne samarbejde med bevægelser, som bliver ramt af EU’s politik. Det kan fx være fagbevægelsen i forbindelse med EU Inc. eller fredsbevægelser i forbindelse med militariseringen af EU,” siger Jakob Lindblom.

Han fremhæver, at foreningen ikke skal være et parti, men et netværk, der kan indgå i konkrete kampe og samarbejder. Det betyder også, at Nej til EU ikke umiddelbart har planer om at stille op til valg til EU-Parlamentet.

”Jeg kan ikke umiddelbart forestille mig, at vi skal stille op. Det er heller ikke i EU-Parlamentet, at man opnår den indflydelse, der skal til for at påvirke holdningen til EU i befolkningen,” siger han.

Ingen ansatte

Ved det stiftende møde deltog 45 personer. Ifølge Lindblom var der repræsentanter fra alle landsdele. På den baggrund mener han, at der er et grundlag for at opbygge en landsdækkende organisation, selv om foreningen begynder med begrænsede økonomiske midler.

”Vi kommer til at starte i det små, men der er grundlag for, at vi kommer til at være repræsenteret i hele landet.”

Foreningen vil i første omgang aktivere Danmarks EU-modstandere ved at have en velfungerende hjemmeside, et nyhedsbrev og et medlemskartotek. Det er en anden model end den tidligere Folkebevægelsen mod EU, der gik konkurs i september 2025.

”Folkebevægelsen gik konkurs, fordi bevægelsen havde udgifter, den ikke kunne holde til, da den mistede indtægterne ved at være repræsenteret i EU-Parlamentet. Der er vi slet ikke. Vi bygger på frivillig arbejdskraft, så vi snakker om to vidt forskellige størrelser,” siger Jakob Lindblom.

Efter Folkebevægelsen mod EU’s konkurs bestod bevægelsens lokale komiteer. Ifølge Lindblom er den nye organisation bredt repræsenteret i landskabet, fordi den har kunnet trække på disse komiteer.

Vil ud af EU men ikke stå alene

Foreningens overordnede mål er, at Danmark melder sig ud af EU. Men hvad der skal træde i stedet, er endnu ikke fastlagt.

”Vi ønsker, at Danmark melder sig ud af EU, og så skal det være op til en folkeafstemning, om man skal med i EØS som Norge og Island eller EFTA som Schweiz – eller noget helt tredje,” siger Jakob Lindblom.

Han erkender, at EU-modstanden er udfordret i en tid præget af krigen i Ukraine, Donald Trumps politik og en udsat sikkerhedspolitisk situation for Europa.

Men ifølge Lindblom er der alternativer til EU-medlemskabet, som ikke indebærer, at Danmark står alene. Han peger på et tættere nordisk samarbejde, som efter hans vurdering vil kunne skabe en økonomisk og industriel stærk region.

”Hvis vi i Norden kan udvide vores samarbejde, vil vi have nogle lande, der minder om hinanden og samtidig supplerer hinanden industrielt enormt godt. Sammen vil de nordiske lande have verdens 11. eller 12. største økonomi,” siger han.

Men en af den nye forenings største udfordringer er ifølge Lindblom, at EU-modstanden kæmper imod tidsånden og de store forandringer i den internationale politik, hvor små lande trues af de store lande.

”Trump og krigen i Ukraine udfordrer klart EU-modstanden. Men det betyder ikke, at tiden er løbet fra EU-modstanden, og rent sikkerhedspolitisk vil Danmark stadig være medlem af NATO samt mellemstatslige forsvarssamarbejder som NORDEFCO med de nordiske lande og JEF med Storbritannien. Det er klart, at der på venstrefløjen kan være en diskussion, om man er for eller imod NATO og de andre samarbejder, men jeg kan ikke forestille mig, at Danmark kommer til at stå helt alene,” fortæller Jakob Lindblom.

Hvor er de yngre?

Den nye organisation skal arbejde med at engagere flere yngre kræfter. For den gennemsnitlige deltager ved det stiftende møde var i den modne ende, hvilket Lindblom også erkender.

Han fortæller, at foreningen allerede har en gruppe yngre medlemmer, blandt andet folk i 30’erne, som fx har været aktive i arbejdet med hjemmesiden. Men flertallet er modne kræfter.

”Vi har allerede fat i en god håndfuld yngre kræfter – men det er uden tvivl en af de ting, vi skal arbejde med. I takt med at vi får udbygget foreningen, skal vi fx have nogle profiler på de sociale medier,” fortæller Lindblom.

For Nej til EU er arbejdet nu i gang med at organisere EU-modstanden i Danmark. Tiden vil vise, om foreningen kan arbejde i en tid, hvor EU-modstanden er presset af russisk aggression mod kontinentet og amerikanske trusler mod Grønland. Og om det kan lade sig gøre at skabe en levedygtig organisation, der kan samle den danske EU-modstand.

Artiklen er oprindeligt publiceret af Solidaritet

Back To Top